Brødpudding

Opdateret: 28. nov. 2020


Brødpudding med vaniljeyoghurt og pære
Brødpudding med vaniljeyoghurt og pære

De fleste gange bliver mine opskrifter til gennem en pludselig indskydelse. Jeg får idéer på de mærkeligste tidspunkter og bliver inspireret af nærmest alt, hvad jeg oplever. Tag for eksempel denne brødpudding. Den lavede jeg her forleden, da jeg pludselig stod foran et halvtomt køleskab og gloede på en brun banan, en pakke tørt brød og noget havredrik. Det fik mig til at tænke på french toast... men det gad jeg ikke at lave. Så tænkte jeg: "Hvad nu, hvis jeg bare kyler hele molevitten i et fad og bager det?"


Så det gjorde jeg. Og resultatet blev mega lækkert. Brødpudding er - så vidt jeg ved - en britisk ret. Og det er noget af det nemmeste og lækreste jeg længe er stødt på. Lynhurtigt og totalt forælder- og babyvenligt! 😜


I øvrigt, så kan man sagtens tilsætte et æg, hvis man ønsker lidt mere protein i retten. Jeg havde ingen æg den dag jeg lavede den og det gik super uden. Men havde jeg haft æg, havde jeg nok brugt et. Bare fordi jeg godt kan lide det sådan.



Brødpudding

Giver cirka 8 portioner

Tid i alt: 25 min.

Kan fryses!



Ingredienser


  • 1 banan

  • 2 dl plantedrik/mælk (jeg brugte havredrik, fordi vi ikke havde andet - og nå ja, fordi det smager pis' godt!)

  • 1 tsk vaniljesukker

  • 4-6 skiver daggammelt brød (jeg brugte Paagen Äntligen - simpelthen fordi det var det vi havde)

  • 1 håndfuld blandede frosne bær (jeg brugte hindbær og blåbær)


Fremgangsmåde


  • Mos bananen og rør den sammen med plantedrik/mælk og vaniljesukker.

  • Skær brødet i mindre stykker og smid det i et ildfast fad.

  • Hæld bananshowet udover brødet.

  • Kast de frosne bær vilkårligt på.

  • Bag hele baduljen ved 180 grader varmluft i cirka 15-20 minutter. Det skal blive let gyldent på toppen.

  • Servér brødpuddingen lun eller kold som den er - eller med lidt vaniljecreme/-yoghurt og frugt til.



Velbekomme!


#brødpudding #fingermad #morgenmad #frokost #aftensmad #nemmad #hurtigmad #nembabymad #babymad #madtilbaby #babyfood #foodforbaby #blw #breadpudding #udenæg #udenmælk #allergivenlig


3,953 visninger1 kommentar

Seneste blogindlæg

Se alle

Bananmuffins

Ærtevafler