Peberfrugtsauce


Fra 6+ måneder!


Peberfrugtsaucen her, er et virkelig godt alternativ til en tomatsauce. Ja, den smager faktisk nærmest bedre, synes jeg!


Desuden, så er saucen ikke kun god til pasta.

Den er også rigtig god som tilbehør til fx kylling eller oksekød, serveret kold som dip til grøntsager eller som spread på brød og wraps eller som sauce på pizza. Den kan alt!


Da jeg arbejdede som kostfaglig eneansvarlig i en vuggestue, var der en af børnene, der ikke kunne tåle tomat. Derfor begyndte jeg at lave de retter, som normalt indeholdt tomat eller var baseret på tomatsauce med rød peberfrugt i stedet. Det bevarer rettens røde farve, hvilket giver genkendelighed hos barnet. Så skulle barnet ikke sidde og spise noget helt andet end sine venner ved frokostbordet. Det kan have stor betydning for følelsen af fællesskab og samhørighed og jeg synes, at det er enormt vigtigt at tænke over den slags. Mad er ikke bare mad. Mad er følelser, en stemning og en social aktivitet.


Peberfrugtsauce

Tid i alt: 50 min.

Kan fryses!


Ingredienser

  • 5-6 røde snackpeberfrugter/4-5 almindelige peberfrugter

  • 55 g ristede mandler

  • 50 g revet parmesan

  • 5 spsk olivenolie

  • 1 spsk æblecidereddike (brug det du har - fx citron, balsamico eller andet som kan bibringe syre)

  • Salt og peber

  • Evt. vand, hvis saucen ønskes tyndere


Fremgangsmåde

  • Skær toppen af peberfrugterne, halvér dem og fjern kernerne.

  • Læg dem på en bageplade med skindsiden opad og bag dem ved 200 grader varmluft i 25-30 minutter.

  • Rist mandlerne på en pande ved middel varme til de tager farve.

  • Riv parmesanen.

  • Tag peberfrugterne ud af ovnen, når de har fået lidt brændte pletter på skindet. Lad dem køle lidt og fjern herefter skindet. Det kan gøre det lettere at fjerne skindet, hvis du lægger peberfrugterne i en frysepose, mens de er varme og lader dem køle ned i køleskabet inden du river skindet af.

  • Blend alle ingredienserne i en blender og smag til med eddike, salt og peber (salt kan selvfølgelig undlades).

  • Spæd evt. til med vand, hvis du ønsker en tyndere sauce.


Velbekomme!


#peberfrugtsauce #tilbehør #sauce #peberfrugt #pastasauce #dip #dressing #spread #smørepålæg #familiemad


KONTAKT

Følg

Karlas Køkken

© 2020 Karlas Køkken All Rights Reserved - Nykøbingvej 247, 4800 Nykøbing F. - CVR: 41307536